Red din klatpension og få udsigt til en bedre seniortilværelse

15. november 2021

Vi danskere har 7 mia. kroner stående i klatpensioner. Altså penge som forsvinder helt af sig selv, hvis ikke vi gør noget ved dem. Vi har gjort det nemt for dig at tage hånd om dine klatpensioner, så du kan se dem yngle i stedet for at se dem blive spist af gebyrer.


I Danmark har vi et af verdens bedste pensionssystemer. Ofte ligger vi på top tre, sammen med lande som Holland eller Australien. Det skyldes primært vores arbejdsmarkedspensionssystem, hvor vi scorer højt på, at vi danskere sparer meget op, sammenlignet med folk fra andre lande.

Bliv en bevidst opsparer

Du kan sikkert genkende det fra din egen pensionsopsparing, hvor du nok betaler et sted mellem 10-17% af din løn til pension helt automatisk hver måned. De fleste af os ville have sparet væsentlig mindre op, hvis vi fik hele lønnen, og selv skulle sørge for at oprette en privat pension. Det med automatiske betalinger er et meget fornuftigt ”trick”, der virker særligt godt de steder, hvor vi mennesker er notorisk dårlige til at tage beslutninger. Det samme gør sig gældende, når vi skal vælge at blive registreret som organdonor. Det er en beslutning, vi hellere vil udskyde til et tidspunkt i fremtiden.

Men selvom det er godt, at vi ”ubevidst” sparer nok op til pension gennem vores obligatoriske pensionsordninger, er det mindre godt, at vi netop er så ubevidste omkring vores pensionsbeslutninger.

Et af de steder, hvor dette kommer til udtryk, er problematikken med de såkaldte klatpensioner. En klatpension er defineret som en lille opsparing under 50.000 kr., som er glemt af pensionsejeren, f.eks. de pensioner du har opsparet i forbindelse med studiejobs, eller det job du alligevel ikke havde lyst til at være på. Der er tale om ordninger, der er så små, at de taber værdi hvert år på grund af de faste omkostninger, der er tilknyttet en pensionsordning.

Det årlige gebyr æder din klatpension

Vidste du, at de fleste pensionsselskaber og pensionskasser opkræver et fast årligt gebyr på cirka 800-1000 kr., uanset størrelsen på din pensionsopsparing? Har du en klatpension på 25.000 kr., svarer et årligt gebyr på 1.000 kr. til en negativ årlig rente på 4% af din opsparing. Herudover betaler du tit mindst 1% i variable omkostninger af depotets værdi. Samlet set er du oppe på en omkostning på 5%. I løbet af få år kan denne klatpension derfor være helt væk fordi omkostningerne oversigter det du tjener på afkastet.

Det samme gør sig gældende, når vi taler om hvilende ordninger - som også går under navnene fripolicer og passive pensioner. Her gælder det også, at ordningen bliver pålagt et højere administrationsgebyr, hvilket betyder, at din opsparing dermed ikke vokser helt så hurtigt, som den ellers havde kunnet. Tilsammen har vi danskere bundet 500 mia. i hvilende ordninger og cirka 7 milliarder kroner af dem er placeret i deciderede klatpensioner under 25.000 kr. i Danmark. Det er 7 milliarder, der forsvinder i omkostninger, hvis ejerne af disse ordninger ikke gør noget. Men hvordan kan du undgå, at din klatpension forsvinder?

Standardanbefalingen fra pensionsselskaberne er at samle dine klatpensioner, og for den sags skyld også de større hvilende ordninger samme sted, hvor du aktuelt indbetaler til pension igennem din nuværende arbejdsgiver. Det kan i nogle tilfælde være den eneste praktiske mulighed, f.eks. når der er tale om livrenteordninger, eller når du vil beholde de forsikringer, der er tilkoblet ordningen.

Vi anbefaler altid, at du taler med en rådgiver, om hvorvidt der er særlige garantier eller rettigheder der knytter sig til din klatpension, inden du flytter den. Igennem Penly kan du nemt booke en klatpensionsrådgivning hos en ekstern uvildig rådgiver. Så du med sikkerhed ved, om der er særlige fordele eller andet knyttet til din pension, som du vil miste ved en flytning.

Tag styring over dine klatpensioner

Hos Penly, mener vi, at det altid er værd at overveje, om du selv kan tage styringen over dine klatpensioner og evt. dine hvilende ordninger. Har du større og mere komplicerede ordninger, som skal flyttes, er det en god idé at tale med en uafhængig pensionsrådgiver først. En rådgiver kan udover at give dig et overblik, også hjælpe dig med at flytte dine ordninger på den mest hensigtsmæssige måde. For simple ordninger, som let kan flyttes, findes der også “gør det selv løsninger”. Hvis ordningen er en ratepension eller en aldersopsparing, kan du f.eks. indsætte pengene hos den uafhængige investeringsplatform Nord Investments. De tager kun en variabel omkostning på 0.8%. Udover den relativ lave omkostning, er fordelen ved Nord Investments, at platformen er let at bruge. Det kræver ikke, at du selv skal sammensætte en portefølje og købe de enkelte fonde i porteføljen. Det gør platformen på dine vegne. Du skal blot vælge en risikoprofil - med det menes der, hvor stor risiko, du har det godt med at løbe. Så bliver dine penge investeret derefter.

Du kan gøre det endnu billigere, ved selv at oprette en pensionskonto hos f.eks. Nordnet og selv sammensætte dine investeringer i dit nye depot. Det kræver, at du ved noget om investering, eller at du har mod på at sætte dig ind i det. Alternativt kan du betale en rådgiver for at hjælpe dig.

Er du bedre end dit pensionsselskab?

På din Penly-profil, kan du sammenligne udviklingen på alle dine pensionsordninger. På den måde kan du følge med i, om dit pensionsselskab klarer sig bedre eller mindst lige så godt som din genoplivede klatpension. Klarer du dig bedre end dit pensionsselskab over en lang periode, kan du overveje at spare mere op på de ordninger, du selv har kontrol over. Her skal du tage højde for, at din risikoprofil kan være forskellig på dit pensionsdepot sammenlignet med dine egne investeringer.

En anden fordel ved at gøre dette er, at du bliver mere bevidst om din pension og de beslutninger du skal tage stilling til i forhold til din pension gennem livet. Hvornår skal du på pension, eller opnå økonomisk uafhængighed, så du har mulighed for at trappe ned? Og sparer du for lidt eller for meget i forhold til dine forventninger til din pensionstilværelse?

Er din opsparing på rette vej?

Det at du vil danne dig klare forventninger om, hvad du ønsker af økonomisk formåen som pensionist, er i sig selv en meget værdifuld øvelse. Ved at sætte dig klare mål for, hvor stor en opsparing du behøver til en given pensionsalder, kan du bedre måle om dine opsparinger er på rette vej. Og her bliver sammenligning af performance mellem to til tre forskellige opsparingsordninger meget interessant. Du kan simpelthen monitorere hvilken af dine ordninger, der klarer sig bedst, ikke nødvendigvis kun målt på afkast, men også på en række bæredygtighedsmål (f.eks. FN’s 17 verdensmål). Klarer en af dine ordninger sig væsentligt bedre end gennemsnittet af sammenlignelige ordninger blandt folk i en lignende situation som dig, og omvendt klarer en anden af dine ordninger sig væsentligt dårligere end gennemsnittet, så kan du flytte den dårligt performende ordning over til den bedre performende.

Husk, at pensionsopsparing er ligesom et ultramaratonløb, hvor konsistens over en længere periode er nøglen til succes. Du har dermed plads til at eksperimentere lidt, lære løbende, og få gode råd fra en uafhængig rådgiver ind imellem, så du får mest ud af dine pensionsopsparinger.

Følg disse tre råd, så du nemt og overskueligt kan følge udviklingen af dine pensioner:

  1. Start med at uploade dine pensionsdata med NemID til penly.dk, mindst en gang i kvartalet. Penly PensionsTjek gør dette nemt for dig. Du får automatiske påmindelser, så du husker at uploade din seneste pensionsdata. Det tager under fem minutter. Din pension kommer i topform, hvis du laver de nødvendige justeringer undervejs, som du kun kan blive opmærksom på, hvis du holder øje med udviklingen.

    Tag et Penly PensionsTjek med det samme. Det koster kun fem minutter af din tid.

  2. Sæt dig klare mål, herunder hvor stor din pensionsopsparing skal være til en given alder. Du har måske friværdi i din bolig og/eller frie midler ved siden af din pensionsopsparing. Men pensionsopsparingen udgør den største opsparing for de fleste. Flere pensionsselskaber har en tommelfingerregel om, at du skal spare nok op, således at dine udbetalinger efter pensionering er et sted mellem 60-70% af den sidst udbetalte løn, inden du går på pension

    Penly Play hjælper dig med at finde dette niveau (se hvordan her). Jo tidligere du vil gå på pension, jo flere penge skal du have opsparet. Du kan også vælge at sætte din forventning ned, så du f.eks. kun får 50% af din sidst betalte løn udbetalt under pensionering. Det kan være særlig relevant, hvis du f.eks. er højtlønnet, eller hvis du har en stor formue i form af friværdi i boligen eller frie midler. Dine valg her er ikke endelige. Du kan altid komme tilbage og ændre forudsætningerne i Penly Play og se konsekvenserne af dette på din pensions ind- og udbetaling. Det er derfor, vi kalder vores konsekvensberegner for Penly Play. Du kan lege dig frem vej til den pension, der lever op til dine forventninger.

  3. Tal med en uafhængig rådgiver, hvis du er i tvivl om dine valg. Det koster noget at få skræddersyede anbefalinger, men det kan betale sig. Du får pengene mange gange igen gennem din pension.Hør blandt andet, hvordan Birthe fik 300.000 kr. mere i pension, ved at planlægge sin pension sammen med en uvildig rådgiver.

Fakta om klatpension

  • Danskerne har 7 mia. kr. stående på klatpensioner *
  • En klatpension er defineret ved en hvilende pensionsordning på under 50.000 kr.
  • 26% af Penlys brugere har mindst én klatpension.
  • En gennemsnitlig klatpension for Penlys brugere er på ca. 16.700 kr.

Vil du vide, om du har klatpensioner, som du står til at miste?



Vi minimerer dit digitale fodspor

Vi bruger kun én cookie på penly.dk. Den fortæller os, om det er dit første besøg på sitet. Vi følger dig ikke rundt på nettet, og vi sender ikke dine data videre til andre. Læs mere