Få flere penge ved at spare rigtigt op inden pensionen
Ud over at kigge på et øjebliksbillede af din økonomi forud for pensionen, er det også et spørgsmål om at kigge på din opsparing frem mod pensionen. Ofte ser vi, at nogle begynder at skrue op for deres egen indbetaling til pensionsdepotet i årene før pension. I mange tilfælde fører det til, at de ekstra pensionsopsparinger blot medfører en unødvendig reducering i folkepensionstillægget. De kunne have opsparet pengene på anden vis og undgået modregningen, f. eks. på en aldersopsparing eller frie midler. De kunne også eventuelt have betalt ekstra af på deres dyr gæld.
Når du planlægger din pensionsøkonomi, skal du huske på, at din formue vokser, mens du er på pension. Hvis vi antager, at din boligs værdi stiger med 3% om året, vil en bolig, som i dag har en værdi på 3 mio. kr. stige til en værdi på ca. 6 mio. kr. på 25 år. Derfor kan det være en god idé at lade din billige realkreditlån stå, hvis du i forvejen har en relativ stor friværdi (over cirka 30%). Du kan også evt. indregne et nedsparingslån i boligen som en del af din nedsparingsplanlægning, hvis du ønsker at blive boende i din bolig, når du en dag løber tør for dine ratepensioner og frie midler.
Udover din bolig vil de penge du har investeret både på dit pensionsdepot og evt. et depot i banken også stige i værdi over årene. De kan stige meget i værdi, hvis det er penge, du først skal bruge om mange år. Her kan du godt tåle at investere i værdipapirer med lidt ekstra risiko til de lavest mulige omkostninger. De penge, der skal bruges først, skal til gengæld være i kontanter, eller i meget sikre investeringer. Det skal du også tage højde for, som pensionist.
En anden ting, der er værd at overveje er, om du kan rydde op i dine mange pensionsordninger. Hvis du har flere, betaler du også flere penge i gebyrer. Det betyder, at dine opsparinger ikke vokser helt så hurtigt, som de kunne. Du vil dermed gå glip af penge, du kunne have haft til rådighed.