Den gode nyhed først: Din folkepension bliver ikke påvirket af, at du har formue. Modtager du evt. boligydelse kan du også have en relativ stor formue før det påvirker din boligydelse. I 2024 kan du have helt op til 973.800 kr. i formue, uden at det har betydning for boligstøtten. Er din formue over dette beløb, bliver det regnet med som et formuetillæg og lægges sammen med din årlige indkomst, hvilket kan betyde en lavere eller ingen boligstøtte. Læs mere om dette på borger.dk her.
Der er dog nogle ting, du må kigge langt efter, hvis din og/eller din ægtefælle/samlevers formue er højere end 99.200 kroner (formuegrænsen for skatteåret 2024). Det gælder ældrechecken og helbredstillægget.
I 2024 er den fulde ældrecheck på 19.900 kroner, som der skal betales skat af. Det er lidt mere uigennemskueligt, hvor meget du mister ved ikke at kunne få helbredstillægget, da det dels afhænger af dine helbredsudgifter og desuden afhænger af den såkaldte ‘personlige tillægsprocent’.
Din personlige tillægsprocent viser, hvor meget du kan få i tilskud og tillæg ved siden af din pension. Det er Udbetaling Danmark, der beregner din personlige tillægsprocent, når de beregner din pension. Du kan se din personlige tillægsprocent på din årlige pensionsmeddelelse på borger.dk. Læs evt. mere om den personlige tillægsprocent her.